Mit navn er Kai Nørholm.

Jeg er gift med Heidi Edsbjerg Fynbo Nørholm, som driver den private pasningsordning Naturens Rødder. Vi har boet i Tjørring siden 1996 og har sammen tre dejlige børn.

Marcus (24 år) – uddannet finansøkonom, arbejder i FC Midtjylland og bor i Herning.

Sarah (21 år) – Student og ansat hos Witt A/S. Bor i Aarhus med sin kæreste Jakob og begynder på bygningskonstruktøruddannelsen i Februar 2026.

Celina (13 år) Går i 7. klasse på Lundgårdskolen og aktiv fodbold spiller i TIF.

Som menneske sætter jeg stor pris på ærlighed og at behandle andre som du selv ønsker det. Jeg er ligefrem og kalder en ”spade for en spade”. Jeg trives med ansvar og udvikling – både i mit privat- og arbejdsliv, samt i det frivillige foreningsarbejde. Jeg motiveres af at gøre en forskel, at skabe forandringer, forbedringer og udvikling.

Hvorfor stemme personligt på Kai Nørholm:

Stem på mig, hvis du ønsker en lokal stemme i Herning Byråd, der repræsenterer både Tjørring og Gullestrup og samtidig tager ansvar for hele kommunen. Jeg vil arbejde for mere fokus på velfærden – især på ældreområdet, hvor vores medarbejdere er for pressede. Vores ældre fortjener et godt og værdigt seniorliv.

Børnepasning og skoletilbud skal afspejle områdets behov, så man får et nært tilbud. Dagplejen og de private pasningsordninger skal kunne tilbydes på lige fod med vuggestuerne i de områder, hvor man bor. Det er ikke acceptabelt at bo i Tjørring og blive tilbudt en dagplejeplads i Arnborg.

Jeg vil arbejde for et stærkere samarbejde mellem foreninger og kommune til gavn for de mange tusinde brugere. Vi skal blive bedre til at støtte og uddanne de frivillige, som er hele rygraden i vores foreningskultur. Den skal vi bevare og værne om – men også udvikle. Frivillighed er ikke noget, man kan betale sig fra. Vi skal sørge for rammerne, så vi har tid og lyst til at hjælpe hinanden.